Birgitte Soojin udsender hele to CDer, begge med et for jazzmusik noget atypisk repertoire. På den første handler det om Elvis Presley, altså et udpluk af rock- legendens repertoire, og på den anden gælder det et univers af spirituals og nærmeste omegn.


Umiddelbart fascinerer »Put The Blame On Me« mest, fordi diverse Elvis-klassikere, herunder »I Gotta Know«, »Surrender« og »Kiss Me Quick«, ikke stilistisk lægger sig op ad originalerne, men derimod får sig en udpræget melankolsk og neddæmpet fortolkning. Ja, på mange måder er albummet en bittersød affære, som Birgitte Soojin formidler med en dejlig stemme og tilhørende troværdighed. Hun ledsages af basunisten Steen Hansen, bassisten Ida Hvid og trommeslageren Frands Rifbjerg, og denne let særegne konstellation er med til at give albummet originalitet – dog hen ad vejen også en kende monotoni.


Noget sådant kunne man måske også forvente med albummet »Swing Low«, hvor man indledningsvis bliver lidt desorienteret af »Swing Low Sweet Chariot«, eller snarere »Kør langsomt«, altså en dansk oversættelse, som multikunstneren Thomas Winkler står for og også reciterer. Det viser sig at være en fin ouverture til Birgitte Soojins fortolkning af den gamle amerikanske spiritual, hvor hun blot bliver ledsaget af bassisten Hugo Rasmussen. Og faktisk er akkompagnementet i høj grad med til at gøre dette album ganske specielt. Sangerinden er nemlig ude på det dybe vand eller rettere sagt på den dybe klang, altså Hugo Rasmussen på kontrabas – plus bidrag fra Jakob Munck på tuba, Carl Petter Opsahl på basklarinet og Henrik Silver på sousafon!

 

Med tuba og kontrabas gør Birgitte Soojin spiritual-klassikeren »Wade In The Water« til et mesterværk. Og det intime og følelsesladede udtryk fortsætter i Edvard Griegs »Solveigs sang« og i den traditionelle »Just A Closer Walk«, begge med Rasmussens basfundament og Opsahls eminente basklarinetspil.


På den svenske folkesang »Jag vet en dejlig rosa« kommer Henrik Silver ind og supplerer basspillet med de dybe messingklangflader, der også farvelægger sangerindens dystre udgave af gospelklassikeren »This Little Light of Mine« og hendes inderlige formidling af spiritualen »Sometimes I Feel Like A Motherless Child«. Og så afrunder Birgitte Soojin dette bemærkelsesværdige album med gospelsangen »Up Above My Head«, som – blot tilsat Henrik Silvers djærve sousafonspil – plus slutteligt lidt korsang – bliver til en spirituel og sanselig New Orleans Street Parade.

 

"Put the blame on me" + "Swing Low"

Kjeld Frandsen for The Danish Daily Berlingske 2015